

Jeg fulgte minutiøst med i går da mødet i New York fandt sted.
Aftalen mellem Grønland, Danmark og USA er et vigtigt skridt for Grønlands fremtidige relationer og muligheder.
Som bestyrelsesleder for Grønlands Erhverv hæfter jeg mig ikke kun ved de perspektiver, aftalen åbner for i forhold til erhvervsudvikling og investeringer. Jeg hæfter mig også ved de værdier, der nu tydeligt er skrevet ind i samarbejdet.
Jeg er glad for, at aftalen beskriver at samarbejdet bygger på demokratiske værdier, velfærd og menneskerettigheder. Det har været vigtigt for mig personligt og noget som jeg antager at mange grønlændere og mange af vores medlemsvirksomheder kan spejle sig i.
Samtidig anerkender aftalen, at spørgsmål om Grønlands fremtid, internationale relationer og sikkerhed fylder meget hos befolkningen herhjemme. Derfor er det væsentligt, at aftalen også forholder sig til de langsigtede perspektiver og den sikkerhedspolitiske sammenhæng. Jeg hæfter mig særligt ved, at aftalen beskriver en fremtidig tilknytning til NATO, også den dag vi vælger at gå den selvstændige vej. Det bidrager med en vigtig afklaring i en debat, som har fyldt meget for os alle den seneste tid.
For mig er aftalen et udtryk for et modent og respektfuldt grønlandsk diplomati, hvor muligheder, samarbejde og fælles værdier går hånd i hånd. Grønland står stærkest, når vi både formår at skabe nye muligheder for vores samfund og samtidig står fast på de værdier, der skal kendetegne vores relationer til omverdenen. Mit håb er, at vi fremadrettet nu kan lade roen falde på os og få arbejdshandskerne på når vi skal forme og beslutte gode og stærke rammer til gavn for os og vores fremtid.
Krissie Winberg Berthelsen
Bestyrelsesleder, Grønlands Erhverv