Post_2

ALLE VIRKSOMHEDER BØR FORHOLDE SIG TIL WHISTLEBLOWERORDNINGER

12. October 2021

Whistleblowerordninger bliver mere og mere udbredte i verden og mange grønlandske virksomheder har efterhånden også etableret dem i deres organisation. Whistleblowerordninger bør være en central del af enhver virksomheds personalepolitik, og jo større virksomheden er, jo vigtigere er ordningen.

En whistleblowerordning fungerer således, at alle medarbejdere i virksomheden under fuld anonymitet kan indberette mistanke om ulovligheder begået i virksomhedens regi. Det gælder både overtrædelser begået af selve virksomheden eller af en medarbejder/leder.

En whistleblowerordning kan håndteres både internt og eksternt, så længe den softwareløsning der benyttes, holdes adskilt fra virksomhedens andre kommunikationskanaler og lever op til en række krav om beskyttelse af personfølsomme data. Det er essentielt at sikre 100 % anonymitet, så medarbejderen eksempelvis ikke skal frygte ansættelsesretlige eller sociale konsekvenser som følge af anmeldelsen. Dette er nemlig ofte årsag til, at mange vælger at tilbageholde informationer om ulovlige forhold i virksomheden. 

Whistleblowerordninger sender et vigtigt signal om ansvarlighed, både til virksomhedens ledelse og medarbejdere, men også til samfundet. Samtidig er det relativt simpelt at etablere en sådan ordning – der findes faktisk allerede tilgængelige løsninger. Grønlands Erhverv vil derfor gerne opfordre alle medlemsvirksomheder til at overveje etablering af en whistleblowerordning, såfremt de ikke allerede har gjort det.

Cosmos & Co.