Søg
Close this search box.
Søg
Close this search box.
Skærmbillede (70)

NYT SEKRETARIAT FOR AMAAT – DEN GRØNLANDSKE BARSELSFOND

1. July 2021

I forlængelse af, at Naalakkersuisut i foråret udpegede bestyrelsen i den nye barselsfond for privatansatte, har fondens bestyrelse arbejdet på at etablere et sekretariat, der skal varetage administrationen af fondens midler. Sekretariatet er nu etableret, og fonden har fået navnet Amaat – Den Grønlandske Barselsfond. Der arbejdes i øjeblikket på at etablere en hjemmeside med vejledning og elektronisk ansøgning.

Anne Schurmann, der er fondens bestyrelsesformand, siger:

“Det er med stor glæde, at vi kan præsentere fondens sekretariat. Arctic Law er udpeget til at lede sekretariatet og de er med lovens ikrafttræden klar til at modtage ansøgninger pr. 1/7. Vi glæder os til samarbejdet og vi er tilfredse med, at det er lykkedes at etablere et funktionsdygtigt sekretariat, på trods af den korte forberedelsestid. Vi går nu en indkøringsperiode i møde og ser i den forbindelse frem til at modtage input til, hvordan vi fremadrettet kan styrke fondens arbejde.”

”Bestyrelsen har døbt fonden Amaat – Den Grønlandske Barselsfond. I gamle dage syede kvinderne en amaat mens de ventede sig. Udover det praktiske i at kunne bære sit barn med sig, gav en amaat tryghed, den styrkede tilknytningen og ydede beskyttelse mod vejr og vind. Idag afholder både kvinder og mænd barsel og begge køn bærer børnene. Med lovens ikrafttræden er der sikret bedre vilkår i forbindelse med barslen og økonomisk tryghed for familierne.”

Fonden træder i kraft 1. juli, hvormed privatansatte får ret til løn eller delvis løn under barselsorlov. Private virksomheder kan efterfølgende ansøge fonden om refusion.

For mere information kan sekretariatet kontaktes på amaat@alg.gl.

Cosmos & Co.