Panoramic,View,Of,The,Ilulissat,Icefjord,Visitor,Centre,With,Lake

Månedens virksomhed

7. September 2023

September 2023
Månedens virksomhed / KJ GREENLAND

To brødre Karl og Jens Jensen stiftede i 1992 entreprenørvirksomheden KJ Greenland A/S i Kangaatsiaq. Intentionen dengang var at bygge fire enfamilieshuse om året, men ambitionerne fortsatte og ret hurtigt voksede omsætningen, hvilket betød at de fik muligheden for at bygge deres første værksted.

De kommende år udviklede forretningen sig konsekvent, og de åbnede op i flere og flere byer og bygder. En fortælling som uden tvivl maler et flot billede af, hvor mange muligheder landet har at byde på.

Det er altid inspirerende at høre, hvordan de andre gør det. Derfor fortæller Grønlands Erhverv hver måned om en virksomhed, der har gjort noget særligt for lokalmiljøet, indenfor bæredygtighed, ligestilling, diversitet, uddannelse, iværksætteri eller har opnået et særligt resultat.

Fire år efter at de to brødre havde startet virksomheden op i Kangaatsiaq, opkøbte de i et entreprenørfirma i Aasiaat og samme år spredte det sig til Qasigiannguit. I 1998 fik de en større opgave i Ilulissat, som førte dem til byen, og siden kom de til Uummannaq, Upernavik og Qaanaq.

I dag er virksomheden et foretagende på ca. 300 medarbejdere, som beskæftiger sig med byggeri, anlæg og specialopgaver fra Attu i syd til Qaanaaq i Nord.

Det vigtigste for brødrene har været at bibeholde missionen og målet med forretningen, uanset hvor stort det blev. Afdelingerne i Kangaatsiaq, Aasiaat og Ilulissat blev opbygget på baggrund af en lokal kerne af mennesker, som faktisk stadigvæk er ansatte i virksomheden i dag, og hvor der siden hen er ansat både børn og børnebørn fra familierne i virksomheden.

KJ Greenland fortæller om vigtigheden af at fremstå som et godt eksempel i lokalsamfundene, hvor de sætter en dyd i, at være en attraktiv virksomhed at arbejde i, og hvor man kan føle sig tryg.

De gør meget ud af, at sikre beskæftigelse hele året rundt for de lokale medarbejdere. Derudover støtter de alt sport og kulturliv i byerne hvor de er repræsenterede.

Det store fokus på at skabe de bedste rammer for medarbejderne har vist sig i medarbejdernes loyalitet og lyst til at udvikle sig indenfor forretningen. Mange af de ledende medarbejdere har nemlig selv arbejdet sig op ad rangstigen. Medarbejderne får nemlig tildelt ansvar, hvilket kommer til udtryk med stor succes.

Et godt eksempel på dette er fx afdelingsleder i Aasiaat, Erne L. Olsen, som startede i virksomheden allerede som 17-årig som arbejdsdreng. Siden hen er han endt som afdelingsleder, hans far er kontorleder i Aasiaat, og Ernes søn på 15 år er nu fejedreng. Derudover er begge hans svogre ansat i firmaet.

KJ Greenland håber på, at lignende historier vil blive gentaget i mange år endnu.

De håber selvfølgelig også på, at der vil blive gjort noget ud af at gøre håndværksuddannelserne spændende og interessante for den unge generation i fremtiden, så de fortsat kan rekruttere flere dygtige lærlinge fremover. De fortæller nemlig, at det er svært at rekruttere unge i disse år.

Vi spurgte KJ Greenland om deres vision for fremtiden, og én ting er i hvert fald sikkert:

”Vi har ikke ambitioner om at være størst men bedst” citat, Jens Jensen.

I dag består ejerkredsen af Karl og Jens jensen, Palle Bendtsen, og to nytilkomne Mads Nørgaard og Bjarke F. Cortsen, som på sigt er virksomhedens generationsskifte.

En utrolig og inspirerende indsigt i KJ Greenlands DNA, som vi håber på bl.a. vil inspirere de unge iværksættere, som ønsker at drive virksomhed i Grønland.

Et stort tillykke til månedens virksomhed, KJ Greenland A/S. Vi glæder os til at følge med i virksomhedens udvikling i fremtiden.

Cosmos & Co.