Søg
Close this search box.
Søg
Close this search box.
PUBLISERET-Daeksfolk-Polar-Seafood-D21-8811-1.0

FISKERIKOMMISSIONENS BETÆNKNING OFFENTLIGGJORT

6. October 2021

I sidste uge offentliggjorde Fiskerikommissionen sin længe ventede betænkning. Fiskeriet er vores absolut
største erhverv og udgør en bærende søjle i vores lands økonomi. Det er derfor vigtigt, at vi forvalter det på en
fornuftig og bæredygtig måde, så vores vigtigste ressource også kan komme fremtidige generationer til gode.
Kommissionens rapport er langt hen ad vejen bekymrende læsning og budskaberne er klare:

  1. Bevar ressourcerne for fremtiden til gavn for beskæftigelse, indtjening og velfærd
  2. Giv fiskerierhvervet faste og forudsigelige rammer af hensyn til investering i fortsat udvikling og målret
    eventuelle tilskud ift. de overordnede mål i fiskeripolitikken
  3. Indret fiskeriforvaltningen, så den enkelte fisker kan opnå en god indtjening, og den samlede
    ressourcerente i fiskeriet kan øges, så der på den baggrund kan ske en fair fordeling af ressourcerenten gennem en hensigtsmæssig ressourcerentebeskatning
  4. Gennemfør armslængde i forvaltningen for at sikre gennemsigtighed og ligebehandling
  5. Udvid ejerskabet til ressourceudnyttelsen i forhold til rederierne og ikke ved at indsætte øget
    fiskerikapacitet
  6. Gennemfør arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitiske tiltag i sammenhæng med fiskeripolitiske
    ændringer for at sikre socialt bæredygtige overgange.

Som det ser ud lige nu overskrider det kystnære fiskeri efter hellefisk biologernes anbefaling med 70 % og for
torskefiskeriets vedkommende ligger det på hele 300 %. Vi overfisker med andre ord vores ressourcer i en så
alvorlig grad, at det er usikkert om der er nok fisk til vores børn og børnebørn. Vi styrer mod et muligt kollaps
om få år. Det er vi nødt til at tage alvorligt.


Bestanden af hellefisk er i tilbagegang og der skal fiskes mere for at opnå samme mængde som for bare få år
siden. Der er alt for mange aktører om buddet i forhold til hvad der reelt er behov for – og hvad der er
bæredygtigt. En jollefisker skal fange ca. 33 tons hellefisk eller 67 tons torsk for at sikre forsørgelse af sin egen
familie, men det vurderes, at ca. 80 % af de licenshavere, der fisker hellefisk og 65 % af dem, der fisker efter
torsk har en fangst, der ligger under dette niveau.


Den situation kan vi som samfund ikke være bekendt at fastholde dem i, når mulighederne for en tilværelse
med langt bedre økonomiske forhold er til stede i andre brancher, som desperat mangler arbejdskraft. Vi skal
give dem, der i dag ikke kan forsørge sig ved at fiske muligheden for at uddanne sig til andre erhverv. Det vil
både kunne give mange familier en bedre tilværelse og være til gavn for samfundet som helhed.


Situationen er uholdbar, og GE vil gerne opfordre vores politikere til at tage kommissionens anbefalinger
alvorligt og indarbejde dem i den fremtidige forvaltning af fiskeriet – både i den kommende sektorplan og den
kommende fiskerilov. Fiskeriet er en ressource vi skal leve af mange år ud i fremtiden, ligesom vores
efterkommere også gerne skulle få gavn af den.

Cosmos & Co.