Af direktør, Christian Keldsen
Et stærkt lokalt turismeerhverv
Ét af formålene med lovforslaget er at styrke det lokale turismeerhverv. Dette er et godt formål, og netop målet om at styrke de lokale erhverv og virksomheder bør altid være forudsætningen for grønlandsk lovgivning. Aktivitet, vækst og beskæftigelse er til gavn for samfundet og medvirker til at finansiere den velfærdsmodel, som vores samfund baserer sig på.
Af lovforslagets bemærkninger kan man bl.a. læse, at Naalakkersuisut vil give lokale virksomheder forrang for at nå målet. Forrang kan i nogle tilfælde give god mening, men kan oftest ikke stå alene, da man risikerer at lukke en branche af for muligheder. Men vi støtter en relevant forrang, der bunder i den faktiske markedssituation og som også i praksis er en saglig forrang.
Investering i vækst
Grønland har allerede et stærkt turismeerhverv, og der er gjort mange investeringer i aktiviteter, indkvartering, markedsføring m.v. Der er forventninger om vækst i turismen, bl.a. muliggjort af investeringer i nye landingsbaner og lufthavne. Jeg skriver med vilje “muliggjort af” og ikke “på grund af”. For lufthavnene i sig selv, er alene infrastruktur, som er offentlige investeringer, der er gjort til at understøtte den lokale vækst. Væksten er først og fremmest gjort af den indsats branchen lægger og ikke mindst den kapital, der er til rådighed for investeringer i at skabe vækst. Vi skal altså skabe noget for at få gavn af lufthavnene, for lufthavnene alene medfører ikke vækst.
Adgang til turismeerhvervet
Lovforslaget foreslår indførelsen af en autorisation, hvor man som aktør i turismen alene må drive turisme, hvis man har opnået en autorisation fra Naalakkersuisut. Formålet hermed er bl.a. at løfte kvaliteten af turismen og sikre en god sikkerhedskultur om branchen og dermed de produkter, som Grønland tilbyder de besøgende turister. Dette er en professionalisering, som støttes i mange af høringssvarene. Det kan give god mening med nogle krav til at indgå i en branche. Men disse skal stå mål med andre brancher og ikke virke afskrækkende på kommende aktører. Turismen er netop kendetegnet ved lave adgangsbarrierer mange steder i verden, og det gør branchen attraktiv for især lokale aktører. Det er med andre ord ikke svært at komme i gang.
En autorisation er et omfattende kridt, der typisk er bundet op på nogle meget formelle krav til uddannelse, kompetencer m.m. Man kender det fx fra revisionsbranchen og visse håndværksmæssige fag, som fx el-branchen. Vi mener man er bedre tjent med en frivilligt baseret certificeringsordning eller en licensordning, hvor kravene er afstemt og realistiske at overholde – også for de mindre aktører i Grønland, der gerne vil i gang med turisme. Jo højere krav man stiller jo bedre stiller man faktisk de store (og ofte udenlandske) selskaber på bekostning af de mindre, der ikke har de samme ressourcer til rådighed til at efterleve kravene.
Bosiddende eller med hjemsted i Grønland? Et godt spørgsmål!
Som en del af forudsætningen for at opnå autorisation, foreslår lovforslaget nogle omfattende krav til ejerkredsen af selskabet, der søger autorisation. Faktisk ønsker man at 2/3 af selskabets ejere skal være bosat i Grønland. Det er temmelig indgribende, fordi man her griber ind i folks privatsfære uden at dette modsvares af en særlig rettighed, som fx en koncession eller en kvote, som man kender fra anden type af lovgivning, fx fiskeriloven.
Bestemmelsen begrænser dels antallet af folk, der kan indgå i branchen og åbner dels for ugennemsigtige selskabskonstruktioner med mulige stråmænd, spaltninger af selskaber m.v. Turismen er globalt begrænset af lav transparens, og i GE mener vi at turismen, og alle andre brancher, skal være transparente. Det gælder i forhold til regnskaber, ejerforhold, skattebetalinger m.v. Det er vi som samfund bedst tjent med.
Ingen af de lande, som vi samarbejder med eller omgives af, har bopælskrav til ejerne i turismen. Der er derimod krav til hjemstedet for de virksomheder, der indgår i turismen og netop dette krav støtter vi. Dermed kan loven sikre lokale virksomheder, og udvider adgangen til kapital for samme. Vi mener også at lovgiver i loven kunne have en holdning til hvor ledelsen af de pågældende selskaber er skattepligtige. Ledelse og ejer er ikke det samme. På den måde sikrer man lokal forankring, begrænser monopoler og skaber forudsætninger for vækst samtidig med at man får adgang til kapital og investeringer fra ind- og udland.
Værdikæder og distribution
Turismen er kendetegnet ved at være en international industri, og med aktiviteter, der går over landegrænser. Dette ligger næsten i begrebet at være turist. Det betyder også at branchens aktører er afhængige af at indgå i gode værdikæder, hvor produkterne kan markedsføres, distribueres og sælges på tværs af landegrænser. Disse værdikæder skal vi styrke, da de kan være meget dyre et etablere og vedligeholde. Ved at begrænse aktiviteterne her i landet, risikerer vi også at begrænse mulighederne for samarbejde, distribution og ikke mindst økonomisk vækst. Og det kan måske også være et mål i sig selv, for vi har allerede et turismeerhverv, og det er jo OK politisk at beslutte at det ikke skal være meget større og alene omfordele de eksisterende aktiviteter. Men vil man vækst, skal vi ikke lukke os af for omverdenen. Vi ser dog ikke at der politisk er truffet en aktiv beslutning om at begrænse væksten og alene omfordele. Men det er en mulig konsekvens af lovforslaget. Måske mangler der en politik diskussion om emnet endnu?
Gensidige relationer
Lovgivning med nationalitetskrav til ejerskaber kendetegner sig typisk ved at vedrøre en ressource eller en særlig rettighed. De kendetegner sig også ved at have en værdi, som man i en bilateral relation med andre lande kan handle. At indføre nationalitetskrav i turismen begrænser udenlandske selskaber i Grønland på en måde, som grønlandske virksomheder ikke er begrænsede i andre lande. Dette er en politisk risiko.
Konklusionen er at vi alle ønsker mere lokal vækst. Dette kan ske med både grønlandske og udenlandske ejere. Den klassiske frase “No Man Is An Island” illustrerer meget godt at vores vej til succes, næppe sker ved at isolere os. Det er nødvendigt med stærke samarbejder og adgang til kapital, for at dette kan realiseres.