BW

Månedens virksomhed: Blue Water Greenland: Grønland kræver lokale løsninger

12. December 2025

Med havneagenturer, flytteløsninger, fragt og lagerdrift i hele Grønland er Blue Water Greenland en central aktør i den grønlandske infrastruktur. I december hylder vi dem som Månedens Virksomhed.

Blue Water har daglig transport af gods til og fra Grønland. Fra lagre i Danmark pakkes og sendes varer året rundt, og ved ankomst tager lokale medarbejdere over. Her håndteres leverancer, logistik og opfølgning med en fleksibilitet, der er nødvendig i et land, hvor is, vind og geografi kan vende al planlægning på hovedet.

Virksomheden løser opgaver inden for sø-, luft- og landtransport og er samtidig havneagent for både trawlere og krydstogtskibe. De tilbyder lagerløsninger i flere byer og er stærkt til stede i både Nuuk, Ilulissat, Sisimiut, Aasiaat og Qaqortoq.

Forsyningssikkerhed er en mærkesag. Under COVID-19-pandemien spillede Blue Water en afgørende rolle i at få medicin og vacciner frem. Og med godt samarbejde med nøgleaktører som Air Greenland og Royal Arctic Line, sikres stabil logistik – selv under svære forhold.

Blue Water ser store muligheder i de kommende års udvikling i Grønland. Havneudvidelsen i Nuuk og nye lufthavne i Qaqortoq og Ilulissat er med til at løfte infrastrukturen og gøre landet mere tilgængeligt.

De har allerede erfaring med store projekter som lufthavnsbyggerierne og særtransporter. Her trækker de på både lokal viden og global kapacitet – fx. via deres specialiserede projektteam i Esbjerg og mere end 80 kontorer på verdensplan.

Det grønlandske engagement er ikke til at tage fejl af. Virksomheden har netop opført nyt lager og kontor i Ilulissat, og den største investering i Blue Waters historie uden for Danmark er foretaget i Nuuk  med opkøbet af Nuuk Imeq. En markering af, at Grønland ikke blot er en destination, men et strategisk fokusområde.