Søg
Close this search box.
Søg
Close this search box.
Sikuki 2 1.0

NØDVENDIGT MED STABILE RAMMER FOR ERHVERVSUDVIKLINGEN

15. October 2021

Ja, investorerne holder sig fra Grønland – og det er vi nødt til at tage alvorligt, for det gælder alle brancher.

D. 8. oktober 2021 bragte Sermitsiaq et interview med direktøren i Arctic Economic Council, Mads Qvist Frederiksen, under overskriften ”Investorer holder sig fra Grønland”. Artiklen berører en række centrale problemstillinger på erhvervsområdet, særligt i forhold til vores konkurrencedygtighed i kampen om internationale investeringer i Arktis.

Artiklen fremhæver blandt andet de rammebetingelser, som vores politikere sætter for, at vi kan lykkes med at tiltrække internationale investeringer. Der mangler stabilitet, langsigtet planlægning og en forståelse for, at når en investor vælger at lægge penge i et projekt, sker det selvfølgelig ud fra en forventning om at det er en god forretning, ikke kun for det land man investerer i, men også for investoren selv. Det er der ikke noget nyt i – det har faktisk været et problem i mange år.

Det er noget vi fra Grønlands Erhverv kan nikke genkendende til. Mange af vores medlemsvirksomheder oplever netop de udfordringer, som Arctic Economic Council påpeger. Råstofbranchen har været særligt hårdt ramt på grund af den mangeårige politiske ustabilitet på området, og de oplever nu at investorerne igen begynder at trække sig – også fra projekter, hvor der ikke er en forventning om, at forbuddet mod udvinding af uran, der lige nu diskuteres på Inatsisartuts Efterårssamling, vil finde anvendelse. Det sker, blandt andet, på baggrund af den bemyndigelse, som Naalakkersuisut ifølge forslaget skal have for at udvide forbuddet til andre mineraler gennem udstedelse af bekendtgørelser, samt muligheden for at trække allerede udstedte tilladelser tilbage.

Men den usikkerhed, som denne lovgivning har medført i råstofsektoren breder sig også til andre brancher, hvor vores virksomheder oplever, at internationale investorer trækker følehornene til sig. For når der kan indføres sådanne rammebetingelser for en sektor – så ser investorer i andre brancher en risiko for at det også på sigt kan blive en realitet i deres sektor.

Det er rigtig ærgerligt, for der er store potentialer for erhvervsudvikling i vores land. Men Arktis er, som Arctic Economic Council ganske rigtigt påpeger, mere end bare Grønland, og som det ser ud lige nu vælger de store investorer altså at sætte deres penge i andre arktiske lande, frem for hos os, simpelthen fordi rammebetingelserne er bedre i Norge, Sverige, Finland eller Canada. Vi går med andre ord glip af store internationale investeringer, som vi som samfund har hårdt brug for.

Grønlands Erhverv vil gerne bakke op om bekymringerne fra Arctic Economic Council og opfordre vores politikere til at tage dem alvorligt. Hvis ikke vi gør noget for at imødegå dem, bliver vejen mod større økonomisk bæredygtighed og uafhængighed meget lang.Der skal arbejdes målrettet for at skabe stabile rammer for erhvervsudvikling og for at de investorer, der står på spring for at satse på udviklingen i Arktis, i højere grad vælger at investere i projekter i Grønland. Det kræver blandt andet en holdningsændring til det faktum, at investorerne naturligvis har en interesse i at tjene penge på deres investeringer. De kommer nemlig også vores egne virksomheder og dermed hele samfundet til gode.

Cosmos & Co.