Isbjerge til GE (6 of 6) 1.0

Krydstogtsæsonen venter om hjørnet – men hvad er planen?

16. February 2022

Grønland har under COVID-19 situationen opretholdt et brand, der understøtter os som en sikker destination. Det ses blandt andet i krydstogtbranchen, hvor et højt antal anmeldte anløb og en ekstraordinært lang sæson er i vente. Men om det bliver til noget er stadig uafklaret, for vi ved endnu ikke om skibene overhovedet kan foretage anløb i grønlandske havne.

Krydstogtsæsonen starter i år i maj måned, men krydstogtselskaberne er allerede gået i gang med at planlægge deres aktiviteter. Der er således anmeldt over 370 anløb til sommeren 2022, heraf alene 49 i Nuuk, svarende til ca. 50.000 turister.

Planlægningen og bookingen af sæsonen foregår nu, men den gældende bekendtgørelse er i kraft indtil 5. april. Det er alt for sent i forhold til de beslutningsprocesser, der ligger til grund for anløbene og det vil få konsekvenser både for havnene og for underleverandørerne indenfor logistik, pilotering og turisme.

De skibe, der anløber, er udstyrede med eget medicinsk personale og sygestuer/hospitalsafsnit, og at man derfor vil kunne stille en række relevante krav forud for anløb. Grønlands Erhverv vil derfor på det kraftigste opfordre til, at der ikke ventes til marts eller april med at træffe beslutning om bekendtgørelsens § 5, men træffes en beslutning snarest, så Grønland og erhvervene samlet kan kommunikere stabile rammer for sommerens program til rederierne.

Bekendtgørelsen forholder sig til turister, der ankommer med fly, og de samme krav bør kunne være gældende for krydstogtspassagerer. Der er behov for en afklaring nu, hvis ikke endnu en sæson skal gå tabt.

Cosmos & Co.