Search
Close this search box.
Search
Close this search box.
photo-annonce-piaggio-zip-50-s_6310a4395e707384535922

Vigtigt om scootere

21. October 2024

Kære forhandlere mv. af scootere i Grønland

Vi rækker ud til jer for at oplyse jer om, at Grønlands Politi har bedt Færdselsstyrelsen, som er ansvarlige for lovgivningen på færdselsområdet, om at vurdere, hvordan reglerne vedrørende scootere skal fortolkes.

Færdselsstyrelsen har i den forbindelse oplyst, at scootere i Grønland skal opfylde samme udstyrskrav som knallerter jf. udstyrsbekendtgørelsen.

Færdselsstyrelsen har således oplyst, at scootere skal leve op til de samme regler som knallerter. Det betyder, at scootere skal være udstyret med en driftsbremse, der kan betjenes med foden. Da det er de færreste scootere, der har sådan en fodbremse vil de fleste scootere være ulovlige at benytte på færdselslovens område.

Det understreges, at det dog ikke er ulovligt at sælge scooterne, men det vil være ulovligt for køberne at benytte dem på færdselslovens område, medmindre at de opfylder reglerne i udstyrsbekendtgørelsen.

Som politimyndighed skal vi håndhæve reglerne, og derfor vil vi fra mandag den 21. oktober 2024 have et stort fokus på, at der ikke benyttes scootere i strid med loven.

Hvad siger den nuværende lovgivning?

Reglerne i færdselslovgivningen gælder inden for færdselslovens område, hvilket omfatter veje, pladser og andre områder, som benyttes til almindelig færdsel af en eller flere færdselsarter. Det vil med andre ord sige, at reglerne gælder både bebyggede områder, baglandet og fjeldet, medmindre der er tale om helt afsidigt beliggende eller afgrænsede områder, som dermed ikke kan benyttes til almindelig trafik af en eller flere færdselsarter.

De krav, som knallerter og dermed også scootere skal opfylde, fremgår af bekendtgørelse nr. 141 om køretøjers indretning (udstyrsbekendtgørelsen), som blev udstedt i 1979.

Af den fremgår blandt andet, at en knallert (og dermed også scooter) skal:

  • være typegodkendt af justitsministeriet
  • have en forlygte, som kan oplyse vejbanen mindst 30 meter foran køretøjet
  • have et klart lydende, entonet signalhorn eller klokke.
  • have et styreapparat, som er solidt fastgjort til forgaflen, og som den let kan styres med,
  • have en driftsbremse, der ved enhver hastighed og alle belastningsforhold kan bremse på sikker, hurtig og virksom måde. Driftsbremsen skal være opdelt, så baghjulsbremsen betjenes med en pedal på køretøjets højre side og forhjulsbremsen med et håndgreb på styrets højre side. Driftsbremsens virkning skal i øvrigt være fordelt symmetrisk i forhold til køretøjets længdeakse.
  • være forsynet med luftgummiringe på alle hjul, hvor dæk, fælge og hjullejer mv. skal være ubeskadigede, og dækket skal i hovedmønstret overalt på slidbanen have mønsterdybde på mindst 1 mm. Yderligere skal alle hjul være forsynet med skærme.

I de tilfælde, hvor en scooter undtagelsesvist kan leve op til kravene, skal føreren ifølge færdselsloven anvende fastspændt styrthjelm under kørsel og have en ansvarsforsikring.

Hvis motoren på en scooter kan drive scooteren med en fart på mere end 30 km/t, vil den blive anset for en motorcykel, og dermed i alle tilfælde være ulovlig at køre på i Grønland.

Spørgsmål vedrørende fortolkning af lovgivningen kan rettes til Færdselsstyrelsen via hovedmailen info@fstyr.dk. Pressen kan henvende sig på presse@fstyr.dk

Cosmos & Co.