I næsten alle samfund sker der en urbanisering og dermed en koncentration af befolkningens bosætning. Det er en udvikling, der har fundet sted med forskellig styrke i langt over 100 år. Denne udvikling har haft en klar sammenhæng med erhvervsudviklingen og med den tekniske udvikling, som har gjort det hensigtsmæssigt at forstørre produktionsenhederne. Samtidigt er behovet for menneskelig arbejdskraft i nogle erhverv reduceret.
Industrien og senere serviceerhvervene har især udviklet sig i byerne og har i varierende omfang kunnet opsuge den arbejdskraft, der blev overflødiggjort i andre regioner og erhverv. Det betyder dog ikke, at alle er flyttet fra land til by. En stor del af befolkningen bor fortsat i yderdistrikter, hvorfra der i større og større omfang sker en pendling til jobs i de større byer.
Denne udvikling har sine helt særlige perspektiver i Grønland – med vores klima, store afstande og dermed besværlige infrastruktur, hvor det ikke er muligt at pendle fra bygd til by i forbindelse med job og uddannelse.
Grønlands Erhverv tager ikke stilling til, hvordan den demografiske udvikling skal ske i fremtidens Grønland. Det er politikernes opgave. Men vi ønsker, at debatten om bostedernes erhvervsgrundlag bliver grundigt belyst.