Isfjeld

Restriktioner mangler balance og proportionalitet

13. January 2022

Omikron er ifølge Landslægeembedet kommet til Grønland, men det går fremad med vaccinationsindsatsen og meget tyder på at den nye variant giver mildere sygdomsforløb og at der må forventes færre indlæggelser end med tidligere varianter. Alligevel iværksættes der endnu en gang meget indgribende tiltag for at mindske smittespredningen. Tiltag, der rammer både skævt og uforholdsmæssigt hårdt.


Grønland er på mange måder kommet flot igennem de første knap 2 år af COVID-19-håndteringen, men nu er det vigtigt at strategien tilpasses, så vi ikke fortsat udsættes for voldsomme restriktioner, og glemmer at tage højde for de menneskelige, sociale og økonomiske konsekvenser som følger af strategien. Vi må erkende, at vi som samfund skal lære at leve med COVID-19,” siger Christian Keldsen, Direktør i Grønlands Erhverv.


Restriktionerne har konsekvenser for erhvervslivet og de medarbejdere, der igen og igen rammes uden at en offentlig kompensation står mål med tabene. Når ikke er aktivitet, kan der ikke opretholdes jobs. Der indsættes restriktioner, som ikke synes at ramme de aldersgrupper, som udgør problemstillingen. Eksempelvis er der nu fokus på smittespredning blandt unge mennesker, og selvom det ganske rigtigt er denne målgruppe, der ofte bevæger sig i nattelivet, så sker den største spredning lige nu blandt børn i alderen 5-9 år, og det er sjældent man ser dem ser på beværtningerne i tidsrummet 22 til 05.”


Da store dele af den offentlige strategi er lagt an på vaccinationer, er det naturligvis ønskeligt at flere tager imod tilbuddet om vaccination. Men vi er i en situation hvor samfundet holder vejret, mens vi venter på at nå et mål, der formentlig ikke er realistisk, og hvor incitamentet til at lade sig vaccinere efterhånden er svært at få øje på.


I den nye teststrategi har man taget højde for både målgruppe, konsekvenser og effekt, hvilket med stor sandsynlighed vil vise sig at være til stor gavn for samfundet. Men restriktionerne har fortsat store konsekvenser af både social, menneskelig og økonomisk karakter for børn og unge, kulturlivet, virksomheder, samtidig med at de rammer forkert. Grønlands Erhverv skal derfor på det kraftigste opfordre til at man i lighed med teststrategien fremadrettet forsøger at sikre proportionalitet og i højere grad fokuserer på at restriktionernes effekt skal opveje deres konsekvenser for samfundet, herunder de mennesker, der nu hjemsendes fra deres arbejde

Cosmos & Co.