Inaluk

Månedens virksomhed: SoMe v/Inaluk

2. September 2025

Når vi i september fremhæver SoMe v/Inaluk som månedens virksomhed, er det med god grund. Inaluk har med sit arbejde skabt et vigtigt rum for grønlandske virksomheder i den digitale verden og gjort det på deres præmisser.

Efter mange år i detailbranchen tog hun springet og etablerede sin egen virksomhed. Med solid erfaring inden for markedsføring, kundeservice og sociale medier, blev drømmen om at støtte grønlandske virksomheder gennem branding og digital synlighed en realitet.

Virksomheden tilbyder online markedsføring, branding og sociale medie-takeovers – skræddersyet til kundens behov. Inaluk arbejder tæt sammen med sine kunder og lægger vægt på, at løsningerne afspejler virksomhedens identitet. 

Sproget og kulturen er centrale elementer i Inaluks tilgang. Hun prioriterer at kommunikere på grønlandsk, fordi det skaber tryghed og genkendelse for både virksomhed og kunde. Hun oplever, at hendes kunder sætter pris på, at deres målgruppe bliver mødt på et sprog og i en tone, der føles naturlig.

I dag arbejder hun med alt fra hudpleje- og tøjvirksomheder til håndværkere og transportfirmaer – og hver ny kunde bringer ny læring og inspiration. 

Hendes fremtidsdrøm? At kunne tilbyde flere workshops og kurser i digital markedsføring i hele Grønland.