csm_Hotel_Nordbo_Facade_2_e6d5e276e2

Månedens virksomhed

27. October 2022

Intet er mere inspirerende og lærende for en virksomhed end at høre, ’hvordan gør de andre.’ Det gælder indenfor ledelse, drift, udvikling og tidens andre aktuelle spørgsmål. I vores store land er det svært at mødes tit. Men også Grønlands Erhvervs medlemmer har glæde af at dele viden.

Derfor fortæller Grønlands Erhverv hver måned om det, vi kalder ’månedens virksomhed.’ Vi sætter fokus på virksomheder, der har gjort noget særligt i lokalmiljøet og for bæredygtighed, ligestilling, diversitet, uddannelse, iværksætteri eller har opnået et særligt godt resultat.

Har du en idé til hvem, der kunne være månedens virksomhed fremover, så skriv endelig til os.

I denne måned har vi talt med Hotel Nordbo.

Det startede med 10 hotellejligheder – i dag er der 73

Om ikke længe kan Hotel Nordbo fejre sølvbryllup. Det hele startede i 1998, da Leif Aagaard og Allan Bo Jensen tilfældigt mødte hinanden. De to nye venner købte en ejendom på Vandsøvej i Nuuk. De startede med at lave 10 hotellejligheder, og i dag står der 73 efter flere udbygninger. Men planen er ikke, at den gode udvikling skal stoppe – tværtimod.

I dag består Hotel Nordbo af hotellejligheder og en restaurant. På hotellet er der syv ansatte, og på den forpagtede restaurant er der otte ansatte. Med snart 25 år og flere udvidelser bag sig, så er det svært at komme uden om, at Hotel Nordbo er en sund og veldrevet virksomhed. Medejer og bestyrelsesformand Allan Bo Jensen fortæller, at det for dem har handlet om at have et solidt overblik. Både over forretningen men også fremtiden.

”Vi har formået at have en organisk vækst. Vores udvikling er sket i takt med, at vi har driftet til netop at kunne udvikle. Når vi har sat noget i gang, så har vi været parate til at tage det næste skridt,” siger han og fortsætter: 

”Måden man rejser på i dag, og forventningerne til overnatningsstederne er steget markant i løbet af de sidste fem til otte år. Derfor skal vi hele tiden have øje for, hvad man som gæst forventer. Både i dag og fremtiden,” siger Allan Bo Jensen.

I løbet af et år har Hotel Nordbo cirka 16.000 overnatninger. De fleste af de overnatninger er i dag det, Hotel Nordbo selv kalder for erhvervsovernatninger. Der er en god chance for, at det kommer til at ændre sig i fremtiden. Allerede nu kan Hotel Nordbo se en stigning i bookinger foretaget af turister på mellem 8-10%.

”Tidligere har vi haft et stort fokus på, at man i vores hotellejligheder kunne være selvforsynende. Det har været til gavn for den erhvervsrejsende. Det kan være, at det ændrer sig i fremtiden. Med de tre nye lufthavne, og især den i Nuuk, tror vi på, at det fortsat vil stige,” siger han og understreger vigtigheden af, at man har haft et overblik over fremtiden fra politisk side.

”De nye lufthavne er rigtig godt skridt på vejen. Vi er glade for, at man har haft overblikket og understøtter turismen på den her måde.”  

Turismen skal være bæredygtig

En stigning i turister er selvfølgelig en god ting for Hotel Nordbo. Men samtidig er det vigtigt, at turismen ikke løber løbsk. Vi skal sørge for, at turismen er bæredygtig, fortæller Allan Bo Jensen. Det indebærer, at der ikke skal komme for mange besøgende, så steder som Hotel Nordbo ikke kan følge med. Samtidig indebærer det også, at vores smukke og unikke natur skal beskyttes.

”Grønland har så uendelig meget at byde på. Vi har vores fantastiske natur og unikke kultur. Og lige nu ser vi ind i en virkelig spændende fremtid. Vi skal være med til at udvikle den fremtid – og vi glæder os. Men vi skal sørge for, at vi udvikler vores turisme på en bæredygtig måde, så vi ikke bliver rendt over ende,” siger han og fortsætter:

”Hotel Nordbo er formet af Grønland, og det vil vi blive ved med at være. Vi stræber altid efter at levere en autentisk og god oplevelse til vores gæster. Her skal vi også blive ved med at udvikle os,” siger Allan Bo Jensen.

En fantastisk rejse

Spørger man Allan Bo Jensen om, hvad han husker i løbet af sine 25 år som medejer af Hotel Nordbo, er han ikke i tvivl.

”Det har været en fantastisk rejse. Men jeg vil altid tænke tilbage på, da rejsen startede. Tænk sig, at vi startede med 10 hotellejligheder og i dag står med 73,” siger Allan Bo Jensen med et smil på læben og fortsætter:

”Når jeg tænker tilbage, så kommer jeg også til at tænke på alle de erhvervsfolk, vi har haft boende igennem tiden. Mange af dem har været væk hjemmefra i længere tid ad gangen, og så er det virkelig dejligt at kunne give dem fornemmelsen af et hjem med vores hotellejligheder,” siger Allan Bo Jensen.

Skal det ende med et guldbryllup?

Når man snart har sølvbryllup som virksomhed, så er det oplagte spørgsmål, om man også forventer et guldbryllup. Til det spørgsmål var svaret både ja og nej.

”Ja, jeg håber, at der en dag skal fejres guldbryllup. Men det bliver nok kun for Hotel Nordbo, at det skal fejres. Vi tog gerne 25 år mere, men dåbsattesten modsiger os,” afslutter en grinende Allan Bo Jensen.

Cosmos & Co.